Gør det selv-møbler
Desværre sker der med mellemrum ulykker, hvor børn kommer til skade på grund af gør-det-selv-møbler som eksempelvis køjesenge.
Du skal som forælder være varsom, hvis du begynder at bygge møbler til dine børn. De møbler, du køber i forretninger, skal leve op til bekendtgørelsen om produktsikkerhed i almindelighed. Det betyder, at de skal følge standarderne for produkter til børn og babyer.
Når du bygger møbler selv, så er det dit eget ansvar, at de er sikre, og at dit barn ikke kan komme til skade.
Der er en række ting, du bør være ekstra opmærksom på, hvis du bygger møbler til dit barn.
Fire gode råd til at undgå ulykker med gør det selv-børnesenge
1. Vær sikker på, at møblet er stabilt
Nogle bygger etagesenge af eksempelvis reoler. Hvis reolerne og dermed sengen kan vælte, kan dit barn komme i klemme. Overvej eventuelt, om møblet skal gøres fast til væggen.
2. Pas på afstandene i gelænder og stige
Bygger du en seng med et gelænder, så barnet ikke kan falde ud af sengen, skal du være ekstra opmærksom på afstandene i gelænderet.
Generelt må der ikke være åbninger eller sprækker, hvor barnet kan komme i klemme eller hænge fast. Undgå V-formede åbninger. De giver risiko for kvælningsulykker.
Du skal være sikker på, at trinnene på stigen sidder fast, så barnet ikke falder ned. Vær også opmærksom på, at barnet ikke kan komme i klemme mellem stigens trin eller kan komme til at hænge fast.
3. Pas på farlige hjørner og kanter
Der er ikke nødvendigvis tænkt på børnesikkerhed, hvis du bygger møbler af andre møbler.
Der kan også være risiko for, at børnenes tøj kan komme til at hænge fast på stolpeender og lignende. Du kan eventuelt være opmærksom på, at der ikke er elementer i møblet, der stikker op og ud, som barnet kan hænge fast i.
Du bør sikre dig, at dit hjemmebyggede møbel ikke har skarpe kanter som eksempelvis beslag, knaster, søm eller skruer, og at overfladen er fri for splinter.
Overvej, om der er skarpe hjørner. Hvis der er, kan du eventuelt sætte hjørnebeskyttere på, så barnet ikke kan slå sig på dem.
4. Ansvaret er dit
Den ansvarlige for, at et møbel er sikkert, er udelukkende den, som har bygget det – også selvom det er bygget op af andre møbler.
Du skal være opmærksom på, at hvis du bygger møbler og giver eller sælger dem videre til andre, så har du fabrikantansvar. Det betyder, at det er dit ansvar, at produktet er sikkert og lever op til produktsikkerhedsreglerne.
Hvis du som selvbygger vil være 100 procent sikker på, at du laver sikre møbler, findes der standarder, som helt præcist beskriver, hvilke krav der er til barne- og køjesenge og diverse andre møbler. Det er disse standarder, som barne- og køjesenge til salg hos butikker bliver testet op imod.
Standarderne kan købes hos Dansk Standard – www.ds.dk.
Lyskæder på børneværelset
Mange forældre pynter børneværelset med lyskæder.
Det ser rigtig hyggeligt ud, men det kan ende ret uhyggeligt.
Hvis barnet kan få fat i ledningen, så kan de risikere at blive viklet ind i den og i værste tilfælde blive kvalt.
Du kan læse mere om, hvordan du bruger lyskæder sikkert herunder.