Hvad skal du være opmærksom på?
Du skal især være opmærksom, når du tænder for gamle køleskabe og frysere. De kan have problemer med startrelæer, som gør, at de udsender en lysbue eller elektrisk gnist. Er der samtidig støv og snavs bag køleren, kan det ende med en brand. Derfor bør man af og til støvsuge køleribberne på bagsiden af køleskabet.
Opvarmer du dit sommerhus med el-radiatorer, bør du være opmærksom på, at du ikke overbelaster din installation. Du bør også sikre dig, at du har et tilstrækkeligt antal stikkontakter i dit sommerhus og ikke blot ukritisk tilslutter strømslugende produkter med forlængerledninger.
Træk stikket ud
Det er dog ikke kun køleskabet og fryseren, du skal være opmærksom på. Sikkerhedsstyrelsens statistikker viser, at der for eksempel i 2005 opstod brande i 37 tv-apparater. Risikoen stiger med fjernsynets alder.
Men der er også god økonomi i at trække stikket ud i vinterhalvåret. For ældre fjernsyn og stereoanlæg, der står på stand-by, kan tage godt for sig af sommerferiens budget. Derfor er det en god idé at sikre elinstallationerne – både når man gør sommerhuset ferieklart, og når man lukker ned for vinteren.
Når du gør sommerhuset klar til sommeren
Afprøv RCD’en (også kaldet HFI-, HPFI- eller fejlstrømsafbryderen). Virker den, som den skal? Det er smart at gøre, inden du stiller urene på husets apparater igen!
Tjek, at der ikke er fugtskjolder eller vand fra smeltet sne omkring strømudtag, lampesteder, stikkontakter og afbrydere.
Tænd for afbryderne til de sikringsgrupper, der har været slukket for vinteren.
Når du lukker sommerhuset ned for vinteren
Afprøv RCD’en – virker den, som den skal?
Sluk for afbryderne til de sikringsgrupper, der ikke bruges om vinteren.
Hiv stikpropperne til alle apparater ud af stikkene i væggen for at undgå at et eventuelt lynnedslag ødelægger tilsluttede apparater.