Det kan redde dit liv: Husk at teste din fejlstrømsafbryder

Publiceret d. 20. marts 2018
Mange husker at stille uret frem den sidste weekend i marts. Samtidig med klokkens goddag til sommeren, anbefaler Sikkerhedsstyrelsen, at du tester din fejlstrømsafbryder. Det er med livet som indsats, hvis den ikke virker.
RCD (fejlstrømsafbryder)

Indholdet er senest revideret 12. februar 2021

NYHED: Fejlstrømsafbryderen (som rent teknisk kaldes en RCD) kan redde dit og din families liv. Den er nødbremsen i dit hjem og sørger for at afbryde strømmen, hvis der opstår en fejl i et elapparat eller en elinstallation. Derved beskytter den mod livsfarligt stød.

Men en fejlstrømsafbryder har ligesom mange af os brug for motion, hvis man vil være sikker på, at den virker. Derfor er det vigtigt jævnligt at teste, at den virker.

En god huskeregel er at teste den to gange årligt, når vi skifter mellem sommer- og vintertid. Ved en test afbrydes strømmen kortvarigt. Derfor anbefaler Sikkerhedsstyrelsen, at man kombinerer testen med, at urene på ovnen, komfuret og anden elektronik alligevel skal stilles om.

- RCD’en sidder i din eltavle. Du tester den ved at trykke på prøveknappen. Den er ofte mærket med bogstavet ”T” eller ordet ”Test”. Du skal kontakte en autoriseret elinstallatørvirksomhed, hvis RCD’en ikke slår fra første gang, du trykker på knappen, siger Mette Cramon, som er kontorchef for kundeservice og kommunikation i Sikkerhedsstyrelsen.

Hvis din afbryder er mere end 10 år gammel, er det en god idé at få den tjekket af en autoriseret elinstallatørvirksomhed.