Vær forsigtig, når du håndterer dekorationspærer
NYHED: Har man i sit hus dekorationspærer med glødetråde og en diameter på ni til 13 centimeter hængende, skal man være forsigtig, når man håndterer dem.
Mandag den 30. oktober gik Sikkerhedsstyrelsen ud i pressen og på sociale medier, efter en øjenafdeling havde henvendt sig om fire patienter, der havde fået glassplinter i øjnene på grund af eksploderende dekorationspærer. Patienterne har ingen varige mén og skader. Styrelsen bad forbrugere henvende sig, hvis de havde oplevet noget lignende med dekorationspærer.
Sikkerhedsstyrelsen har siden fået omkring 30 henvendelser fra forbrugerne, som er relevante for sagen. Ingen af dem har været på skadestuen. Fællestrækket for henvendelserne er, at det er store dekorationspærer med en diameter på ni til 13 centimeter, som er bristet, mens de er blevet håndteret.
- Vi er rigtig glade for de henvendelser, vi har fået fra forbrugerne, som har hjulpet os til at indkredse, hvor der kan være problemer. Vi kan se, at det er en bestemt type pærer med en bestemt størrelse, som i sjældne tilfælde kan eksplodere, når man håndterer dem. Derfor opfordrer vi folk til at være forsigtige, når man håndterer dem, siger teamleder i Sikkerhedsstyrelsen Lone Brose.
Glødetrådspærerne er under udfasning i hele EU på grund af deres høje energiforbrug. De bliver erstattet af LED-pærer, og dem er der ikke set lignende problemer med.
Sådan genkender du pærerne
De pærer, som der kan være problemer med, er dekorationspærer med glødetråde, som har en diameter på ni til 13 centimeter. De har typisk været i brug i et stykke tid.
Du kender pærerne ved, at de er over 10 watt. Det er pærer med klart glas, hvor man kan se glødetrådene.
Sikkerhedsstyrelsen har ikke fået henvendelser om, at der har været problemer med LED-pærer. Dem kender du ved, at de bruger under 10 watt.
Henvendelser fra pressen kan rettes til presskonsulent Ninna Andreasen på telefonnummer 25 43 16 78.