Markeder, byfester og festivaler skal have mere fokus på reglerne i elsikkerhedsloven

Publiceret d. 4. april 2023
Uanset om en elinstallation kun skal bruges i en weekend eller er i brug hver dag hele året, er der krav til, hvordan installationen skal være opbygget. Og det særlige for midlertidige elinstallationer er, at de hver gang skal følge de nyeste regler på området. En midlertidig installation betragtes nemlig som en ny installation, hver gang den bygges op, uanset om det drejer sig om præcis samme udformning af området som året før.
Festival
Koncert

Sikkerhedsstyrelsen har i 2022 kontrolleret elinstallationer 52 steder, hvor der blev afholdt f.eks. byfest, festival og marked. I alt blev der fundet fejl 40 steder. 11 steder har modtaget et påbud om at få fejlene rettet og de resterende har modtaget vejledning om at fejlene bør rettes snarest. Blandt andet manglede der RCD’er (fejlstrømsafbrydere) i forsyningspunktet for den midlertidige installation samt foran stikkontakter og tilslutningssteder. RCD’en er en vigtig og afgørende beskyttelse mod elektrisk stød, når der opstår en fejl i en elektrisk installation eller i elektrisk materiel. Derfor er det et krav, at der skal være installeret RCD’er i forsyningspunktet for en midlertidig installation og desuden foran stikkontakter og tilslutningssteder.

- RCD’en er et krav i elsikkerhedsreglerne, og på festivaler og markedspladser er det ekstra vigtigt, fordi installationerne kan være udsat for belastninger både fra de mange mennesker, der færdes på pladsen som gæster og frivillige, og fra vind og vejr, siger vicekontorchef Evy Boe Madsen fra Sikkerhedsstyrelsen.

Der var også andre fejl, der blev fundet ved tilsynene ved de midlertidige arrangementer.

Ti af de midlertidige eltavler, der blev tjekket ved tilsynene, var ikke korrekt grundbeskyttede. Dermed var der risiko for, at man kunne komme i kontakt med spændingsførende dele og få alvorligt elektrisk stød.

I 12 tilfælde var ledningssystemer ikke installeret korrekt. Blandt andet var der ledninger, som lå på køre- og gangveje. Dermed kan ledningerne blive beskadigede og udgøre en risiko for elektrisk stød.

- Når elinstallationerne på en festival eller et marked etableres, skal reglerne for installation følges. Men det er også vigtigt, at dem, der har kabler, eltavler, lamper og andet udstyr i hånden, tjekker at det er i orden, før de monterer det. Og så skal de selvfølgelig lave installationerne klogt, så der er mindst mulig risiko for skader og ulykker under arrangementerne, siger Evy Boe Madsen.

Organisationerne Dansk Live og By- og Markedsfester har haft besøg af inspektør Steen Søgaard fra Sikkerhedsstyrelsen på landsdækkende møder for deres frivillige el-fagfolk. Her er der blevet sat fokus på elsikkerhedsreglerne, og på nogle af de fejl og mangler, som har vist sig ved Sikkerhedsstyrelsens tilsyn.

Sikkerhedsstyrelsen vil også i 2023 komme på tilsyn på festivaler, markedspladser, ved byfester og andre midlertidige arrangementer rundt om i landet.

- Men vi vejleder også gerne forud for arrangementerne for at undgå unødige fejl ved de midlertidige installationer. Sikkerheden vægter  højt, og vi vil hellere forebygge fejl end at opdage dem ved et tilsyn eller når der er sket en ulykke, siger Evy Boe Madsen.

OBS ved midlertidige elinstallationer

  • En midlertidig elinstallation anses altid som en ny elinstallation og skal følge de nyeste elsikkerhedsregler.
  • Der skal være RCD’er (fejlstrømsafbrydere) i installationen, både hvor hele installationen tilsluttes og foran stikkontakter og tilslutningssteder, dvs. i eltavler.
  • Eltavler skal være grundbeskyttede og uden skader, så der ikke er mulighed for at komme i kontakt med spændingsførende dele.
  • Ledningssystemer skal installeres korrekt og beskyttes mod skader, fx hvis de skal krydse køreveje eller gangveje.
  • Brugsgenstande som fx køleskabe, mikroovne og elkedler skal tilsluttes en virksom beskyttelsesleder, dvs. have jordforbindelse. Det kan være nødvendigt at sætte en adapter på, hvis stikproppen ikke giver jordforbindelse via stikkontakten.