Legetøjsvåben lever ikke op til kravene i test
Sikkerhedsstyrelsen har i årets første måneder testet 20 produkter – 10 online og 10 i fysiske butikker. Produkterne spændte over alt fra armbrøster og bue og pil, til pistoler og slangebøsser.
I de fysiske butikker var 6 legetøjsvåben uproblematiske, mens 3 manglede advarsler eller mærkninger på produktet og fik en vejledning – en enkelt blev fjernet fra markedet pga. slagstyrken.
Endnu værre så det ud for det legetøj, der kunne købes online: Alle 10 fejlede, og kun 3 af dem kunne nøjes med en vejledning om mærkning og advarsel. 5 blev fjernet fra markedet, og 2 slangebøsser blev sendt videre til Justitsministeriet, som skal vurdere, om der er tale om våben.
Den helt store synder er slagstyrken, fortæller kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen Lone Brose: - Det handler ganske enkelt om, hvor hårdt projektilet rammer, og det er der meget klare krav om, når det er legetøj. Og så giver det næsten sig selv, at man aldrig må sigte mod ansigt og øjne. Det er en advarsel, der altid skal stå på produktet.
Legetøjsskydevåben er mange børns yndlingslegetøj, men det er samtidig et produkt, hvor det som både importør og indkøber kan være svært at gennemskue, hvad der er legetøj, og hvad der er våben.
- Det er et kompliceret område med legetøjsskydevåben, fordi der er så meget, man skal holde sig for øje. Grænsen mellem legetøj og våben handler meget om, at legetøjet ikke må være lavet på en måde, så barnet kan bruge andet som projektil end det, der følger med produktet – fx er det svært at konstruere en slangebøsse, så den ikke kan affyre glaskugler og sten. Og det må et legetøj ikke kunne, siger Lone Brose.
Sugekopper på fx pile skal man også være opmærksom på - de må ikke kunne falde af. Og projektiler må ikke have skarpe eller ru kanter – de skal altid være runde og glatte i overfladen.
Fakta om indsatsen
- Antal produkter testet: 20
- Herunder armbrøster, bue og pil, pistoler og slangebøsser.
- Manglende vejledning eller advarsel: 6
- Trukket tilbage fra markedet: 6
- Sendt videre til Justitsministeriet: 2