Sikkerhedsstyrelsen til tatoveringssteder: Tilmeld jer eller få en politianmeldelse
Når man tatoverer på mennesker, skal tatoveringsstedet registreres hos Sikkerhedsstyrelsen, så styrelsen kan føre tilsyn med hygiejne, dokumentation af tatoveringsfarver og andre krav i tatoveringsloven.
Frem til nytår kunne stederne i en overgangsperiode være tilmeldt en vejledningsordning. Fra 1. januar har det været et lovkrav, at de skal tilmeldt den fulde tilsynsordning og betale et gebyr på 5.776 kroner (se aktuel gebyrsats her), som dækker styrelsens omkostninger ved ordningen.
Lige nu behandler styrelsen sager om 45 steder, som enten ikke har skiftet fra vejlednings- til tilsynsordningen eller betalt gebyret.
Derfor går Sikkerhedsstyrelsen nu ud med en konkret advarsel: Få jer registreret inden den 1. april, hvis I vil undgå en politianmeldelse.
- Vi vil allerhelst have, at tatovørerne registrerer sig, så vi kan føre tilsyn med dem. Det er bedre for dem og deres kunder. Men når de ikke gør det, er det sidste, vi kan gribe til, en politianmeldelse. Og det er der, vi er, når der ikke bliver reageret på gentagne henvendelser, siger kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen Søren Assenholt Muff.
Styrelsen har allerede politianmeldt 46 tatoveringssteder, som ikke havde registreret sig inden nytår. Når Sikkerhedsstyrelsen politianmelder en tatovør for manglende registrering, indstiller styrelsen til en bøde på 10.000 kroner.
- Det er vigtigt for os at sige klart og tydeligt til de lovlydige tatovører og tatoveringskunderne, at vi gør, hvad vi kan for at få alle tatoveringssteder registreret, og er der nogen, som ikke gør, så har det konsekvenser. Vi får løbende anmeldelser på steder, som ikke er registreret, og vi tager alle anmeldelser meget alvorligt, uddyber kontorchefen.
Registrér eller anmeld
Det siger loven
- Fra 1. januar 2020 har det været lovpligtigt for tatoveringssteder at registrere sig på Sikkerhedsstyrelsens fulde tilsynsordning.
- Ordningen koster et gebyr på 5.776 kroner (se aktuel gebyrsats her) og dækker omkostningerne ved administration og tilsyn.
- Sikkerhedsstyrelsen fører tilsyn med, at kravene i lovgivningen bliver overholdt.
- Styrelsen tjekker blandt andet, at krav til hygiejne bliver overholdt på tatoveringsstederne.
Tatovører i Danmark
- Sikkerhedsstyrelsen anslår, at der er mellem 350 og 375 tatoveringssteder i Danmark.
- Der er i alt 260 tatoveringssteder registreret på Sikkerhedsstyrelsens tilsynsordning.
- 46 tatoveringssteder er blevet politianmeldt for manglende registrering.
- Indtil videre har 45 tatoveringssteder ikke betalt gebyr eller skiftet fra vejlednings- til tilsynsordning efter 1. januar 2020 og kan derfor se frem til en politianmeldelse, hvis de ikke lader sig registrere inden 1. april.