Får du ulykker leveret med posten?
Når du søger efter dit næste køb på internettet, popper der sikkert billigere alternativer op fra online markedspladser. Det kan godt være, at produkterne er billige, men er det sikkerheden, der er sparet væk? Det kan være suttekæder, hvor børn kan blive kvalt, fordi metalklipsen er let at rykke af. Blender hvor kniven stadig kører rundt, selvom hele blenderen ikke er monteret. Arbejdslamper der giver alvorligt stød, fordi vand kan komme ind til spændingsførende dele.
- Ligegyldigt hvor du handler, bør du følge vores opfordringer for sikker e-handel. Dog skal du være ekstra opmærksom på de produkter, du køber uden for EU. Vi oplever nemlig, at disse produkter ikke altid lever op til de produktsikkerhedskrav, der gælder i EU. Når du handler online, kan du desuden ikke stå med produktet fysisk i hånden og vurdere det, som hvis du var i en butik for at købe det, siger Nicoline Zederkof Jensen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.
Sikkerhedsstyrelsen opfordrer til, at du klikker ind på sik.dk før, du køber produkter uden for EU. Her får du et overblik over, hvad du skal være opmærksom på både før og efter, at du modtager produktet. Du skal som erhvervsdrivende også være opmærksom på, at du har ansvaret for, at produktet lever op til gældende lovgivning og produktkrav, hvis du som led i dit erhverv køber produkter uden for EU og sælger dem i Danmark.
Sikkerhed i fokus
Sikkerhedsstyrelsen har netop købt produkter fra flere online markedspladser hjem. De skal nu undersøges, og det er blandt andet produkter til småbørn, el-apparater og hobbyværktøj. Her er det standarderne, sikkerhedskrav, dokumentation og mærkning, der er i fokus.
- Der er utrolig mange forskellige tilbud til os forbrugere på nettet, og vi kan langt fra kontrollere sikkerheden på det hele. Derfor opfordrer vi forbrugerne til at følge vores råd om altid selv at undersøge deres køb kritisk. Er der farlige løse dele for børn, skarpe kanter eller andet? Så modtager vi meget gerne en anmeldelse på vores side produkter.dk, siger Nicoline Zederkof Jensen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.
Link
Læs mere om, hvordan du handler sikkert på online markedspladser
Link
Læs mere om sikker e-handel