Sikkerhedsstyrelsen fører tilsyn med elinstallationer hos klinikker

Publiceret d. 4. juni 2018
I løbet af første kvartal i 2018 besøger Sikkerhedsstyrelsen 100 klinikker og private praksis. Styrelsen tjekker, om elinstallationerne i lokalerne lever op til reglerne. Besøget er gratis og en del af styrelsens almindelige tilsyn.

NYHED: I første kvartal af 2018 vil 100 fysioterapeut-, psykolog-, tandlæge- og fodterapeutklinikker og lægepraksis få besøg af en tilsynsførende fra Sikkerhedsstyrelsen, som gennemgår dele af elinstallationerne for at se, om de er lovlige.

Tilsynet fra Sikkerhedsstyrelsen er gratis. Det kan sammenlignes med, når Arbejdstilsynet udfører tilsyn på udvalgte arbejdspladser.

- Vi laver tilsyn på udvalgte brancher for at undersøge sikkerheden i de faste elinstallationer. Tilsynet betyder altså ikke, at der nødvendigvis er noget galt. Vi undersøger, om installationerne er sikre og lovlige og lever op til reglerne, siger kontorchef i Kontrol og Anlæg i Sikkerhedsstyrelsen, Søren Assenholt Muff.

Ved tilsynet har den tilsynsførende brug for, at der bliver givet adgang til de rum, hvor dele installationerne skal gennemgås.

- Vi har brug for hjælp til at komme ind, men det er ikke sådan, at man behøver aflyse patienter eller klienter, fordi vi er der. Når tilsynet er færdigt, sender vi besked om, om der er fundet problemer med installationerne. Hvis der er det, kan man se, hvad der skal rettes op på med hensyn til installationerne, uddyber kontorchefen.

Kontrollen har intet at gøre med det risikobaserede tilsyn, som andre styrelser fører ved privatpraktiserende læger og tandlæger.

Sådan skal du forholde dig

Sikkerhedsstyrelsen varsler tilsynet via e-boks eller brev minimum 14 dage, før tilsynet skal finde sted. Tilsynet bliver både varslet til den, som ejer bygningen, og til virksomheden, der har til huse i den.  

Ved tilsynet har den tilsynsførende brug for at få adgang til de lokaler, hvor eltavlen er, og andre lokaler, hvor der er elektriske installationer. Det er en hjælp for den tilsynsførende, hvis den ansvarlige for virksomheden eller bygningen deltager, men det er ikke et krav.

Hvis den tilsynsførende finder fejl eller mangler i installationerne, får du besked om det via brev efter tilsynet. Du får også at vide, hvis der er fejl i installationerne, som skal rettes op.

Har du modtaget et brev med varsling om tilsyn, og har du spørgsmål i forbindelse med tilsynet, kan du kontakte Sikkerhedsstyrelsen via de kontaktoplysninger, som står i brevet.

Om Sikkerhedsstyrelsen

Sikkerhedsstyrelsen er blandt andet kontrolmyndighed i forhold til elinstallationer i Danmark.

Det betyder dels, at styrelsen udsteder og fører kontrol med autorisationer til elinstallatører og fører et risikobaseret tilsyn med installationer i både private hjem, erhvervslokaler, forsamlingslokaler og på byggepladser.

Formålet med kontrollerne er at sikre, at elsikkerheden på installationer i Danmark er i top. Fejl i installationer kan medføre alvorlige ulykker såsom brand og elektrisk stød.