Regeringen skærper indsatsen mod farlige produkter på nettet med ny digital finkæmmer

Publiceret d. 4. september 2020
PRESSEMEDDELELSE FRA ERHVERVSMINISTERIET:
Regeringen vil gøre det mere sikkert for danske forbrugere at handle på internettet. Derfor lancerer Sikkerhedsstyrelsen i dag et nyt digitalt værktøj, der ved hjælp af kunstig intelligens finder frem til salg af farlige og ulovlige produkter.

Internettet bugner med varer, der kan købes over hele verden. Men i nogle tilfælde er produkterne farlige og ulovlige.

Derfor arbejder regeringen for at gøre det mere sikkert for danske forbrugere at handle på nettet og samtidig skabe mere fair konkurrencebetingelser for de danske virksomheder, som producerer og forhandler lovlige produkter.

Erhvervsminister Simon Kollerup lancerer derfor i dag sammen med Sikkerhedsstyrelsen et nyt digitalt værktøj ved navn AIME, som ved hjælp af kunstig intelligens finkæmmer hjemmesider for ulovlige produkter ved at scanne billeder og tekst.

Værktøjet kan f.eks. finde en annonce for en ulovlig mobiloplader på en hjemmeside, blot ved at se et udsnit af et billede af den. Samtidig gør værktøjet brug af machine learning, så den over tid bliver ’klogere’, fordi den lærer af tidligere søgninger og på den måde kan optimere fremtidige resultater.

Allerede nu viser værktøjet tegn på at kunne finde fem gange så mange hjemmesider med ulovlige produkter som hidtil.

”Danske forbrugere skal have ro i maven, når de handler online. Derfor har regeringen og Folketinget allerede skærpet indsatsen på området. Men med endnu et værktøj og ved hjælp af moderne teknologi kan vi nu også slå hurtigere ned på de hjemmesider, der forhandler farlige produkter. Det er utrolig vigtigt, for det må simpelthen ikke være en mulighed at tjene penge på at sælge ulovlige produkter, som ikke kun kan være livsfarlige, men også konkurrenceforvridende for de virksomheder, der lever op til sikkerhedskravene,” siger Simon Kollerup.

Folketinget skærpede 1. juli 2020 reglerne på området, og det giver nu myndighederne mulighed for f.eks. at blokere for hjemmesider, hvis de bliver ved med at sælge produkter, der ikke lever op til reglerne. Samtidig er straffen blevet skærpet med højere bøder og mulighed for fængselsstraf.

Så hvis Sikkerhedsstyrelsens nye digitale værktøj finder et farligt produkt på en hjemmeside, kan myndighederne anmode domstolene om, at adgangen til hjemmesiden blokeres for danske forbrugere.

Stor interesse for værktøj

Det nye værktøj vækker også begejstring hos erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

”Det er et kæmpe problem for de danske virksomheder, at handel med ulovlige og farlige produkter på nettet er så udbredt, som det er tilfældet. De bruger jo en stor del af deres budget på at sørge for, at deres produkter er lovlige og sikre. Sådan i overført betydning kan man sige, at internettet er mindst ti gange større end Stillehavet, og det er så godt som umuligt at trevle nettet igennem manuelt. Derfor er digitale værktøjer vejen frem, når vi skal sikre os mod salg af farlige og ulovlige produkter til gavn for både dansk erhvervsliv og danske forbrugere,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.

Projektet har allerede fået interesse fra resten af EU, som Danmark i forvejen har et tæt markedsovervågningssamarbejde med, og derfor har Sikkerhedsstyrelsen nu igangsat et projekt, der har til formål at udvikle endnu et fælles europæisk digitalt værktøj, som kan finde farlige og ulovlige produkter til salg i hele Europa.

For yderligere kontakt:

Presserådgiver Caroline Gerd Frandsen, tlf. 91 39 94 07, cagefr@em.dk