Fyrværkerikontrol før nytåret
NYHED: Flere typer undersøgelser
For 30 fyrværkeriartikler er der gennemført dokumentkontrol. De 28 af artiklerne levede op til kravene, mens der ved to artikler manglede en del af dokumentationen, så artiklerne var ulovligt CE-mærket. Derfor har importørerne fået påbud om ikke at sende artiklerne i handelen.
28 fyrværkeriartikler er blevet undersøgt for, om de levede op til reglerne omkring indholdet af krudt. Her var de 21 artikler i orden, mens importører har fået påbud om ikke at bringe fem batterier, en raket og et romerlys i handelen, fordi indholdet af krudt ikke svarede til forskrifterne.
Der er også udført test af, om fyrværkeriartikler fungerede korrekt.
Den ene testrunde gjaldt juniorprodukter, typisk fra sortimentsposer, som er tiltænkt børn og unge. Testen er samtidig en vurdering af fyrværkeriets farlighed, og fire af fyrværkeriartiklerne havde fejl, så Sikkerhedsstyrelsen har givet påbud om, at de ikke sendes på markedet.
Der er derudover testet fyrværkeri, som anvendes af voksne, både batterier, raketter, romerlys og fontæner. Flest fejl blev fundet på batterierne, hvor 7 ud af 13 testede batterier havde fejl af forskellige typer og derfor ikke må sælges.
- Vores undersøgelser er lavet som stikprøver blandt det fyrværkeri, der er på vej på markedet i den kommende fyrværkerisæson. Vi kan ikke ud fra alle typer af undersøgelser sige, om en fyrværkeriartikel er farlig, selv om den ikke lever op til reglerne. Men generelt er fyrværkeri noget, man skal omgås med respekt, og det er altid vigtigt at huske fyrværkerirådene, især at bruge beskyttelsesbriller og holde den sikkerhedsafstand, der er angivet i brugsvejledningen for fyrværkeriet, siger Lene Nørskov Svensson, der er ingeniør i Sikkerhedsstyrelsen.