Småting og slik er en farlig kombination
Små stykker legetøj og julegodter hører julen til, og spændingen ved at hive papiret af dagens kalendergave er næsten ikke til at holde ud. Det er hyggeligt, men de små ting og godter, der gemmer sig i pakken, kan sætte sig fast i luftvejene. Specielt de runde og ovale former skal du være opmærksom på.
De større runde former kan sætte sig fast bagest i munden og blokere for luftpassage. De er ikke til at få ud uden at skade barnet. Smådelene blokerer først nede i halsen.
Risikoen for, at legetøj eller andre smådele ender i dit barns mund eller hals øges, når legetøj kombineres med noget spiseligt.
Sådan undgår du en farlig jul for børn
Du får her en række gode råd, som du kan følge, så julefreden kan sænke sig over familien.
1. Småt eller skrøbeligt julepynt
Når juletræet bliver pyntet, skal der ikke mangle noget. Men små børn og småt julepynt er ikke en god kombination. Hæng derfor småt julepynt eller julepynt, der kan gå i stykker, så højt, at de mindre børn ikke får fingrene i tingene.
2. Adskil legetøj og mad/slik
Det er en god ide, at du adskiller legetøj og mad/slik, så du har styr på, hvad dit barn putter i munden.
3. Aldersanbefalinger
Passer legetøjet til dit barns alder? Tag anbefalinger om alder og advarsler alvorligt. Særligt i forhold til børn under 3 år – øjemål og sund fornuft er ikke nok!
4. Runde og ovale former
Giv ikke børn under 3 år legetøj med runde og ovale former.
5. Snore i legetøjet
Du skal holde øje med snore i legetøjet. Er snoren længere end 22 cm, kan den strangulere et barn.
6. Legetøjstesteren
Kan kalendergavens dimser komme ned i legetøjstesteren? Brug Sikkerhedsstyrelsens legetøjstester til at teste, om smådelene i dit barns julekalender er for små. Du kan hente en print-selv legetøjstester herunder.
Print din egen legetøjstester
7. Advarsler og anvisninger
Før du smider emballagen til legetøjet ud, bør du tjekke, om der er advarsler og anvisninger på.
8. CE-mærket
Kender du CE-mærket? Fabrikanten angiver med CE-mærket, at produktet lever op til sundheds- og sikkerhedskravene i EU. Køb derfor altid kun CE-mærket legetøj til dit barn.
Gode råd om sikkert legetøj
- Køb kun CE-mærket legetøj.
- Tjek, om der er advarsler på legetøjet eller emballagen.
- Følg anbefalinger om aldersgrænser.
- Legetøjet må ikke have snore, der er længere end 22 cm.
- Giv ikke børn under tre år legetøj med runde eller ovale former.