Tryk på testknappen - den kan redde dit liv

Publiceret d. 22. oktober 2019
Det er ikke kun mennesker, der har godt af motion. Fejlstrømsafbryderen i hjemmet skal også motioneres jævnligt for at være i form, så den slår strømmen fra og potentielt redder liv ved fejl på elinstallationer og elapparater.
RCD (fejlstrømsafbryder)

Fejlstrømsafbryderen er nødbremsen i millioner af danskeres hjem. Den slår strømmen fra, hvis der opstår fejl på elinstallation eller elapparater. På den måde kan den redde menneskeliv ved at sikre, at personer ikke får dødeligt stød. 

Men afbryderen - som også bliver kaldt en RCD, HFI eller HPFI - skal have motion. Den er mekanisk og kan gro fast, hvis man ikke en gang imellem tester den. 

En god tommelfingerregel er at teste den en gang hvert halve år, når vi skifter mellem sommer- og vintertid. Skiftet betyder nemlig, at man alligevel skal have stillet på diverse digitale ure derhjemme.

I den kommende weekend sætter vi uret tilbage.

Sådan tester du din RCD/fejlstrømsafbryder

Det er enkelt at teste, om fejlstrømsafbryderen virker. 

Afbryderen sidder i eltavlen. Du tester ved at trykke på testknappen. Den er som regel angivet med et "T" eller "Test". Når du trykker på knappen, skal strømmen slå fra. 

Der sidder oftest en lille drejeknap med "on/off" skrevet på, som du kan tænde for strømmen med igen. 

Se, hvordan elinspektør Steen Søgaard tester en RCD i videoen nedenfor. 

 

Søg hjælp hvis fejlstrømsafbryderen ikke slår fra

Hvis strømmen ikke slår fra, når du trykker på testknappen, skal du have professionel hjælp. 

Det er også en god idé at få tjekket RCD'en, hvis den er mere end 10 år gammel. 

Du skal i så fald kontakte en autoriseret elinstallatørvirksomhed. Det kræver en autorisation at arbejde på den faste installation, og eltavlen og RCD'en er en del af den.

Tjek, om din håndværker har den rette autorisation i vores autorisationsregister.