Brandfare ved Pinell-radio
Publiceret d. 19. januar 2018
Har du en Pinell Go DAB-radio, der er produceret mellem 2013 og 2015, skal du være opmærksom på, at den kan være brandfarlig. Det skyldes en produktionsfejl i batterierne.
NYHED: Den norske fabrikant Pinell har i 2016 tilbagekaldt radioer med fejl for at udskifte batteriet. Der kan dog være forhandlere, der ikke har informeret deres kunder om brandfaren.
I Danmark er der i efteråret 2017 konstateret i hvert fald to brande i Pinell Go-radioer, og derfor opfordrer Sikkerhedsstyrelsen til at undlade at bruge radioen samt at kontakte forhandleren eller følge anvisningerne på fabrikantens hjemmeside.
Pinell Go-radioer er i Danmark bl.a. solgt hos Elgiganten, Proshop.dk, Power, Komplett.dk samt JA Micro.