Den nye legetøjstrend Squishies skal sikkerheds- og aldersvurderes

Publiceret d. 24. november 2017
Tidligere på året blev landets børn ramt af fidget spinner-feber. Nu ser det ud til, at squishies kan blive den nye trend blandt børn.

NYHED: Sikkerhedsstyrelsen har dannet sig et overordnet overblik over det nye fænomen. Vurderingen er, at det er legetøj.

Når Sikkerhedsstyrelsen vurderer, om et produkt er legetøj, bliver der blandt andet kigget på form, farve, udseende, emballage, pris, salgssted, markedsføring og legeappel for børn. På den baggrund er vurderingen, at squshies som udgangspunkt vil være at betragte som legetøj.

Derfor er det vigtigt, at fabrikanter og importører laver en grundig alders- og sikkerhedsvurdering af squishies, før de bliver sat til salg – ligesom ved alt andet legetøj på markedet. Som en del af sikkerhedsvurderingen bør der også tages stilling til, om squishien ligner en fødevare i så høj grad, at det kan udgøre en fare.

Der kan være god hjælp at hente i EU Kommissionens vejledninger til klassifikation af legetøj. Især guidance-dokument nummer 11 kan være brugbart for fabrikanter og importører.