Din virksomhed skal være registreret
Hvis din virksomhed ikke er registreret, kan du fra 20. maj 2024 ikke lovligt modtage tobaksvarer eller håndtere tobaksvarer til videresalg.
For grossist der skal omlade, oplagre og videresælge tobaksvarer, kræves registrering af din virksomhed, herunder en økonomisk operatør (EO-ID) og det anlæg hvor der sker oplagring eller omladning, som ved registrering får et anlægs-ID (FID).
Fra 20. maj 2024 omfatter sporbarhedskravene alle tobaksvarer
Sporbarhedskravene i EU, udvides fra 20. maj 2024 til at omfatte alle typer af tobaksvarer.
Alle tobaksvarer omfatter; Cigaret, Cigar, Cigarillo, Rulletobak, Pibetobak, Vandpibetobak, Tobak der indtages oralt, Tobak der indtages nasalt, Tyggetobak, ”Ny kategori af tobaksvarer” samt ”Anden type” jf. Kommissionens gennemførselsforordning af 15. december 2017.
Registrer dig hos Worldline SA
Det er gratis at registrere sig. Det enkelte forhandlerled kan selv registrere sig og få et ID-nummer, men som grossist har du også mulighed for at registrere dine kunder i systemet.
Registreringssystemet drives af ID-udstederen Worldline AS på vegne af Sikkerhedsstyrelsen. En kopi af data fra det danske system vil indgå i et fælles EU-registreringssystem.
Registrering hos Worldline SA
Du skal kunne sende oplysninger til EU-register
For grossister der skal omlade tobaksvarer, kræves udstyr der kan scanne tobaksvarerne og sende oplysninger videre til EU-registeret. Udstyret skal kunne rapportere tidspunkter for ankomst, afgang og omladning af tobaksvarerne. Derudover skal en grossist eller fabrikant også registrere økonomiske transaktioner, for eksempel når der udstedes fakturaer eller modtages betaling. Disse data skal opbevares i 5 år.
Hvis du har udgifter til at anskaffe et scanningssystem, kan du søge tobaksvareindustrien om at få dækket omkostningerne. Det sker via virksomheden SGS Ontrack, der håndterer ansøgninger fra hele EU om at få dækket udgifter.
Produkter skal være ID–mærket af fabrikanten
Kravet om sporing af alle tobaksprodukter betyder at dine produkter skal have et entydigt ID–mærke fra fabrikanten (UI). Kravet til sporbarhed på cigaretter og rulletobak, trådte i kraft i 2019. Fra 20. maj 2024 gælder de samme krav for alle andre tobaksvarer, der er produceret efter denne dato.
For varer produceret inden den 20. maj 2024 gælder en 2-årig overgangsperiode, hvor produkter uden entydigt identifikationsmærke, lovligt kan sælges videre frem til 20. maj 2026.
Spørgsmål til registreringen
Hvis du har problemer med registreringssystemet, skal du kontakte ID-udstederen Worldline SA. Det kan ske via kontaktoplysninger i registreringssystemet eller via email dl-dk-servicedesk.ext@worldline.com eller tlf. 3136 3874.
Spørgsmål til rapportering af tobaksvarers bevægelser
Hvis du har problemer med at rapportere tobaksvarers bevægelser, skal du kontakte Dentsu, der leverer det primære datalager i EU. Du kan finde kontaktoplysninger på https://eu-secondary.dentsuaegistracking.com/resources/
Spørgsmål til track and trace
Har du spørgsmål til sporbarhedssystemet for tobaksvarer, skal du kontakte Sikkerhedsstyrelsen. Det kan ske via email til sik@sik.dk eller på tlf. 3373 2000.